Vi ved ikke, hvilke sprog brugsanvisningen skal være på

Ingen af EU's produktretsakter opregner sprog. I stedet bruger de alle samme formel: brugsanvisning og sikkerhedsoplysninger skal være på et sprog, som forbrugerne let kan forstå, fastsat af den medlemsstat, hvor produktet gøres tilgængeligt. Forordning (EU) 2023/988 om produktsikkerhed i almindelighed (GPSR) fastsætter den for fabrikanter og importører (artikel 9, stk. 7, og artikel 11, stk. 4) og pålægger distributører at kontrollere den, før de sælger (artikel 12, stk. 1). Sproget følger derfor salgslandet, og et produkt, der sælges i fem lande, kan have brug for fem sprogudgaver, eller færre, hvis en medlemsstat accepterer et sprog, der tales andetsteds. For produkter, der er omfattet af EU-harmoniseringslovgivning, finder GPSR artikel 9–18 ikke anvendelse (artikel 2, stk. 1, litra b); sektorretsaktens egen sprogregel træder i stedet, mens artikel 19 om onlinetilbud gælder for begge.^[1]

Sektordirektiverne gentager formlen. Efter lavspændingsdirektivet sørger fabrikanter og importører for, at elektrisk materiel ledsages af brugsanvisning og sikkerhedsoplysninger på et sprog, som forbrugere og andre slutbrugere let kan forstå, fastsat af den pågældende medlemsstat, og brugsanvisningen, sikkerhedsoplysningerne og mærkningen skal være klare, forståelige og letfattelige (direktiv 2014/35/EU artikel 6, stk. 7, og artikel 8, stk. 4). EMC-direktivet anvender samme regel på brugsanvisningen og oplysningerne efter artikel 18 (direktiv 2014/30/EU artikel 7, stk. 7, og artikel 9, stk. 4), radioudstyrsdirektivet på brugsanvisning og sikkerhedsoplysninger (direktiv 2014/53/EU artikel 10, stk. 8, og artikel 12, stk. 4) og legetøjsdirektivet på legetøj (direktiv 2009/48/EF artikel 4, stk. 7, og artikel 6, stk. 4). Fra den 1. august 2030 afløses det direktiv af legetøjsforordningen, forordning (EU) 2025/2509 (artikel 56 og 59 i den forordning).^{[2][7][6][4][8]}

Advarsler og kontaktoplysninger har deres egne regler. For legetøj kan en medlemsstat bestemme, at advarsler og sikkerhedsanvisninger skal være affattet på et sprog, som dens forbrugere let kan forstå (direktiv 2009/48/EF artikel 11, stk. 3). De kontaktoplysninger, som fabrikanter og importører anbringer på elektrisk materiel, apparater og radioudstyr, skal være på et sprog, som slutbrugerne og markedsovervågningsmyndighederne let kan forstå (direktiv 2014/35/EU artikel 6, stk. 6, og artikel 8, stk. 3; direktiv 2014/30/EU artikel 7, stk. 6, og artikel 9, stk. 3; direktiv 2014/53/EU artikel 10, stk. 7, og artikel 12, stk. 3). Sælges produktet online, viser tilbuddet advarslerne og sikkerhedsoplysningerne på det sprog, medlemsstaten fastsætter (GPSR artikel 19, litra d).^[4][2][6][1]

Kosmetik deler mærkningen op. Den nominelle mængde, holdbarhedsdatoen, forholdsreglerne og funktionen angives på det sprog, som lovgivningen i den medlemsstat, hvor produktet når slutbrugeren, fastsætter (forordning (EF) nr. 1223/2009 artikel 19, stk. 5), mens ingredienslisten bruger de fælles ingrediensbetegnelser i glossaret i alle lande (artikel 19, stk. 6). Distributørerne kontrollerer, at sprogkravene er opfyldt, før de sælger (artikel 6, stk. 2). Domstolen har fastslået, at denne sprogregel også kan anvendes over for en sælger, der er etableret i en anden medlemsstat og sælger online til forbrugere i det pågældende land, fordi sådanne mærkningskrav falder uden for det koordinerede område i direktivet om elektronisk handel (sag C-88/23).^[5]

Myndighederne har deres eget krav til sproget. Fabrikanter og importører giver den dokumentation, der viser overensstemmelsen, på et sprog, som den myndighed, der anmoder om den, let kan forstå (direktiv 2014/35/EU artikel 6, stk. 9; forordning (EU) 2019/1020 artikel 4, stk. 3, litra b), og EU-overensstemmelseserklæringen efter lavspændingsdirektivet oversættes til det eller de sprog, som kræves af den medlemsstat, hvor materiellet bringes i omsætning eller gøres tilgængeligt (direktiv 2014/35/EU artikel 15, stk. 2). Konstateres der mangler ved produkterne, kan myndighederne kræve advarsler på det eller de sprog, medlemsstaten fastsætter (forordning (EU) 2019/1020 artikel 16, stk. 3, litra e).^[2][3]