Vi vil sælge i et andet EU-land

At sælge i endnu et EU-land betyder sjældent en ny runde prøvninger. Når en EU-retsakt harmoniserer reglerne for et produkt, er kravene de samme i alle medlemsstater, og flere retsakter fastsætter, at medlemsstaterne ikke må hindre produkter, der overholder dem, fx energi- og dækmærkningsforordningen (forordning (EU) 2017/1369 artikel 7, stk. 1; forordning (EU) 2020/740 artikel 11, stk. 1). Det, der er forskelligt fra land til land, er sproget, de nationale regler for forhold, som EU ikke har harmoniseret, og de nationale registre.^[6][7]

Sproget kommer først. Efter forordning (EU) 2023/988 om produktsikkerhed i almindelighed (GPSR) sørger fabrikanter og importører for, at produktet ledsages af en klar brugsanvisning og sikkerhedsoplysninger på et sprog, som forbrugerne let kan forstå, fastsat af den medlemsstat, hvor produktet gøres tilgængeligt (artikel 9, stk. 7, og artikel 11, stk. 4), og distributører kontrollerer det, før de sælger (artikel 12, stk. 1). For kosmetik følger mængden, holdbarheden, forholdsreglerne og funktionen på mærkningen lovgivningen i den medlemsstat, hvor produktet når slutbrugeren (forordning (EF) nr. 1223/2009 artikel 19, stk. 5).^[1][5]

Onlinetilbuddet følger kunden. Ved fjernsalg viser tilbuddet fabrikantens navn og adresser, den ansvarlige person i EU, hvis fabrikanten er uden for EU, oplysninger, der identificerer produktet, herunder et billede, og advarslerne og sikkerhedsoplysningerne på et sprog, som forbrugerne let kan forstå, fastsat af den medlemsstat, hvor produktet gøres tilgængeligt (GPSR artikel 19). Webshoppens udgave til et nyt land skal have sine egne oversatte advarsler.^[1]

Nationale tekniske regler udfylder det rum, EU lader stå åbent. Forordning (EU) 2019/515 gælder, når en myndighed i bestemmelseslandet bruger en national regel om et forhold, der ikke er harmoniseret på EU-plan, fx egenskaber, betegnelser, mærkning eller etikettering, til at begrænse eller nægte adgang for varer, der er lovligt markedsført i en anden medlemsstat (artikel 2, stk. 1 og 2). Producenten kan udarbejde en frivillig erklæring om gensidig anerkendelse for at vise, at varerne er lovligt markedsført andetsteds, oversat til et sprog, som bestemmelseslandet kræver (artikel 4, stk. 1), og hver medlemsstat har produktkontaktpunkter, der forklarer dens regler (artikel 9). Forordningen finder anvendelse fra den 19. april 2020.^[3]

Nogle pligter registreres land for land. Efter emballageforordningen registrerer producenter sig i det nationale producentregister i hver medlemsstat, hvor de første gang gør emballage eller emballerede produkter tilgængelige, og må ikke sælge dér, før de er registreret (forordning (EU) 2025/40 artikel 44, stk. 2 og 4); de nationale registre oprettes senest 18 måneder efter ikrafttrædelsen af den første gennemførelsesretsakt efter artikel 44, stk. 14 (artikel 44, stk. 1). Den 4. oktober 2026 var der ingen sådan retsakt at se på EUR-Lex, så hvordan registreringen foregår, indtil registrene findes, afgør hver medlemsstat, og det er et spørgsmål til en advokat. En distributør af kosmetik, der på eget initiativ oversætter elementer af mærkningen for at sælge i en anden medlemsstat, indsender elektronisk produktkategorien og produktnavnene, medlemsstaten, sit eget navn og sin adresse og den ansvarlige persons adresse til Kommissionen (forordning (EF) nr. 1223/2009 artikel 13, stk. 3). Markedsovervågningsmyndighederne i hvert land kan som korrigerende tiltag kræve advarsler på deres eget sprog (forordning (EU) 2019/1020 artikel 16, stk. 3, litra e).^[2][4][5]