Forordning (EU) 2019/1020 introducerede udbyderen af distributionstjenester som en kategori af erhvervsdrivende. Artikel 3, nr. 11, definerer den som enhver fysisk eller juridisk person, der som led i erhvervsmæssig virksomhed udbyder mindst to af følgende tjenester: oplagring, emballering, adressering og forsendelse, uden at have ejendomsretten til de pågældende produkter. Posttjenester, pakkeleveringstjenester og andre post- eller fragttransporttjenester er undtaget. Forordning (EU) 2023/988 om produktsikkerhed i almindelighed (GPSR) gentager definitionen i artikel 3, nr. 12.
Kategorien findes på grund af e-handel. Som Kommissionens „Den blå vejledning“ forklarer, bruges fulfilmentcentre i EU til at opbevare produkter, der sælges online af sælgere etableret uden for Unionen, og til at afsende dem til forbrugerne, så der reelt ikke findes nogen importør i klassisk forstand. Efter artikel 4, stk. 2, litra d, i markedsovervågningsforordningen bliver en udbyder af distributionstjenester etableret i EU den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for de produkter, den håndterer, hvis ingen fabrikant, importør eller bemyndiget repræsentant er etableret i Unionen. Den skal derefter kontrollere, at overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumentation findes, give oplysninger til markedsovervågningsmyndighederne på anmodning, underrette dem, hvis et produkt udgør en risiko, og samarbejde om korrigerende foranstaltninger. Artikel 16 i GPSR anvender den samme regel på forbrugerprodukter.
Fordi definitionen afhænger af de tjenester, der reelt udbydes, bør en logistikvirksomhed vurdere, om dens forretningsmodel også gør den til en distributør eller en importør. Efter produktansvarsdirektivet fra 2024 er udbyderen af distributionstjenester ansvarlig for skader forårsaget af et defekt produkt fra en fabrikant uden for EU, hvis der ikke findes nogen importør eller bemyndiget repræsentant i Unionen.