Direktiv (EU) 2024/2853 fastsætter fælles regler om erhvervsdrivendes ansvar for skader, som fysiske personer lider, og som er forvoldt af defekte produkter, samt om erstatning for sådanne skader (artikel 1). Ansvaret er objektivt: den skadelidte skal bevise defekten, skaden og årsagssammenhængen, men ikke skyld (artikel 10). Et produkt er defekt, når det ikke frembyder den sikkerhed, som en person med rette kan forvente, eller som er krævet i henhold til EU-retten eller national ret (artikel 7), og defekten formodes blandt andet at foreligge, når produktet ikke overholder obligatoriske produktsikkerhedskrav, der har til formål at beskytte mod risikoen for skaden, eller når den sagsøgte undlader at fremlægge relevante beviser.
Definitionerne er bredere end i direktivet fra 1985. Et produkt omfatter alle løsøregenstande, også selv om de er indbygget i en anden løsøregenstand eller i en fast ejendom, og omfatter elektricitet, digitale fremstillingsfiler, råmaterialer og software (artikel 4). Artikel 8 opregner, hvem der er ansvarlig: fabrikanten af produktet eller af en defekt komponent; hvis fabrikanten er etableret uden for Unionen, importøren, den bemyndigede repræsentant og, hvis ingen af dem findes, udbyderen af distributionstjenester; enhver, der foretager en væsentlig ændring af et produkt; og hver distributør samt onlineplatforme, der optræder som distributører, som inden for en måned undlader at identificere en erhvervsdrivende etableret i EU eller sin egen leverandør.
Direktivet trådte i kraft den 8. december 2024. Medlemsstaterne skal gennemføre det senest den 9. december 2026, og det finder anvendelse på produkter, der bringes i omsætning eller tages i brug fra den dato (artikel 2, 21 og 22; artikel 2, stk. 1, som berigtiget i 2026). For fabrikanter og importører er sammenhængen med compliance-arbejdet direkte: manglende overholdelse af produktsikkerhedslovgivningen skaber nu en formodning om en defekt, og den tekniske dokumentation er det bevis, som en domstol kan kræve fremlagt.