Vi sælger en vægt eller et måleinstrument

Vægte reguleres efter det, de bruges til. Direktiv 2014/31/EU gælder for alle ikke-automatiske vægte, dvs. vejeinstrumenter, der kræver en operatørs medvirken under vejningen (artikel 1, stk. 1, og artikel 2, nr. 2). Artikel 1, stk. 2, deler derefter anvendelsen op i syv kategorier. Litra a–f er de lovpligtige: bestemmelse af masse ved handelstransaktioner; til beregning af told, takst, afgift, bonus, bøde eller lignende betaling; til anvendelse af love eller forskrifter eller til en sagkyndig udtalelse i retssager; til vejning af patienter i lægepraksis; til fremstilling af lægemidler på apotek og til analyser i medicinske og farmaceutiske laboratorier; og til prisberegning efter masse ved direkte salg til offentligheden og ved udfærdigelse af færdigpakninger. Litra g dækker al anden anvendelse. EU-Domstolen har fastslået, at direktivet gælder, når retslige myndigheder eller politimyndigheder bruger sådanne instrumenter til at bestemme et køretøjs masse med henblik på at anvende national strafferet (sag C-283/23).^[1][5]

Kun de lovpligtige formål udløser hele proceduren. Instrumenter til litra a–f opfylder de væsentlige krav i bilag I (artikel 4); fabrikanten udarbejder den tekniske dokumentation i bilag II og gennemfører proceduren i artikel 13 og udarbejder derefter EU-overensstemmelseserklæringen og anbringer CE-mærkningen og det supplerende metrologimærke (artikel 6, stk. 1 og 2). Procedurerne er modul B efterfulgt af modul D eller F, modul D1 eller F1 for instrumenter uden elektroniske anordninger og uden fjeder i lastmåleanordningen, eller modul G (artikel 13, stk. 1). Instrumenter til andre formål bærer påskrifterne i bilag III, punkt 2, og anordninger, der er forbundet med et lovpligtigt instrument, men ikke bruges til et lovpligtigt formål, bærer symbolet for begrænset anvendelse (artikel 6, stk. 5, og artikel 18). Medlemsstaterne sikrer, at instrumenter ikke tages i brug til de lovpligtige formål, medmindre de opfylder direktivet (artikel 3, stk. 2).^[1]

Andre instrumenter er omfattet af måleinstrumentdirektivet 2014/32/EU. Det dækker de instrumenter, der er defineret i bilag III–XII: vandmålere, gasmålere og volumenomregnere, aktive elektricitetsmålere, varmeenergimålere, målesystemer for andre væsker end vand, automatiske vejeinstrumenter, taxametre, målestykker, dimensionsmåleinstrumenter og udstødningsgasanalysatorer (artikel 2, stk. 1). Det fastsætter krav til de måleopgaver, en medlemsstat foreskriver af hensyn til fx fair handel, forbrugerbeskyttelse eller opkrævning af skatter og afgifter (artikel 1 og artikel 3, stk. 1). Fabrikanten vælger en procedure blandt dem, der er opført i instrumentbilaget (artikel 17), anbringer CE-mærkningen og metrologimærket, før instrumentet bringes i omsætning (artikel 22, stk. 3), og opbevarer dokumentationen i 10 år (artikel 8, stk. 3). Direktiv (EU) 2026/706 tilføjer målesystemer til ladeudstyr til elkøretøjer (MI-011) og til dispensere for komprimeret gas (MI-012) og ændrer målerbilagene. Medlemsstaterne anvender det fra den 10. oktober 2028; instrumenter, der er i overensstemmelse med direktiv 2014/32/EU, som det så ud den 8. april 2026, og som bringes i omsætning før den 10. oktober 2028, kan stadig gøres tilgængelige (artikel 1–3).^[2][6]

To andre lag gælder ofte. En vægt, der sælges til forbrugere til hjemmebrug, er et forbrugerprodukt, og forordning (EU) 2023/988 om produktsikkerhed i almindelighed (GPSR) gælder, i det omfang der ikke er specifikke EU-bestemmelser med samme formål, der regulerer dens sikkerhed (artikel 2, stk. 1). Da en husholdningsvægt stadig er omfattet af direktiv 2014/31/EU, og en elektronisk vægt også af direktiv 2014/30/EU, dækker GPSR's kapitel II de risici, som disse retsakter lader stå åbne, mens GPSR's kapitel III, afdeling 1, ikke gælder for produkter, der er omfattet af en produktspecifik harmoniseringsretsakt (artikel 2, stk. 1, tredje afsnit, litra b). For en elektronisk vægt afgør EMC-direktivet det. For en rent mekanisk vægt under litra g, hvor påskrifterne er det eneste krav, er det sikreste at følge artikel 9 og 11. Begge direktiver er også opført i artikel 4, stk. 5, i forordning (EU) 2019/1020, så en erhvervsdrivende etableret i Unionen skal opbevare erklæringen og stille den tekniske dokumentation til rådighed for myndighederne (artikel 4, stk. 1 og 3).^[3][4]