Ledelsen spørger, hvad virksomheden kan hæfte for

Den første risiko er regulatorisk. Kan et produkt bringe sundheden eller sikkerheden i fare, eller er det ikke i overensstemmelse med den gældende lovgivning, kræver markedsovervågningsmyndighederne, at den relevante erhvervsdrivende træffer passende og forholdsmæssige korrigerende tiltag inden for en frist, de fastsætter (forordning (EU) 2019/1020, artikel 16, stk. 1 og 2). Tiltagene kan omfatte at bringe produktet i overensstemmelse, at forhindre, at det gøres tilgængeligt, at trække det tilbage eller tilbagekalde det og advare offentligheden eller at destruere det (artikel 16, stk. 3). Handler den erhvervsdrivende ikke, sørger myndighederne for, at produktet trækkes tilbage eller tilbagekaldes, eller at salget forbydes eller begrænses, og informerer offentligheden (artikel 16, stk. 5). Deres beføjelser omfatter at kræve dokumenter, at foretage uanmeldte kontrolbesøg, at erhverve prøver under en skjult identitet og at pålægge sanktioner (artikel 14, stk. 4).^[1]

Pengene følger ad to veje. Medlemsstaterne kan give deres myndigheder beføjelse til at kræve alle omkostningerne ved deres aktiviteter i forbindelse med en manglende overensstemmelse dækket af den erhvervsdrivende, herunder til test, oplagring og trufne foranstaltninger (artikel 15). Og medlemsstaterne fastsætter sanktioner for overtrædelser af den harmoniseringslovgivning, der er opført i bilag II til forordning (EU) 2019/1020, og af forordning (EU) 2023/988 om produktsikkerhed i almindelighed (GPSR); begge retsakter kræver, at sanktionerne er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, og ingen af dem fastsætter et beløb (forordning (EU) 2019/1020, artikel 41; GPSR artikel 44).^[1][2]

Den anden risiko er prisen for en tilbagekaldelse. Har en fabrikant grund til at tro, at et produkt, den har bragt i omsætning, er farligt, skal den straks træffe korrigerende foranstaltninger, herunder tilbagetrækning eller tilbagekaldelse, alt efter hvad der er relevant (GPSR artikel 9, stk. 8). Ved en tilbagekaldelse tilbyder den ansvarlige erhvervsdrivende forbrugeren et effektivt, omkostningsfrit og rettidigt retsmiddel: valget mellem mindst to af reparation, ombytning og en tilbagebetaling, der mindst svarer til den betalte pris, medmindre kun én er mulig, eller de øvrige ville være uforholdsmæssige (artikel 37, stk. 1 og 2). Forbrugeren bærer ikke omkostningerne ved forsendelse eller returnering af produktet (artikel 37, stk. 5).^[2]

Den tredje risiko er erstatningsansvar for skade. Efter produktansvarsdirektivet, direktiv (EU) 2024/2853, der gælder for produkter, som bringes i omsætning eller tages i brug fra den 9. december 2026, har en fysisk person, der lider skade forvoldt af et defekt produkt, ret til erstatning (artikel 2, stk. 1, og artikel 5). Fabrikanten er ansvarlig; er fabrikanten uden for Unionen, er importøren og den bemyndigede repræsentant det også, og i mangel af dem udbyderen af distributionstjenester (artikel 8, stk. 1). En virksomhed, der foretager en væsentlig ændring af et produkt, behandles som dets fabrikant (artikel 8, stk. 2), og kan der ikke identificeres en ansvarlig erhvervsdrivende, som er etableret i Unionen, bliver en distributør ansvarlig, hvis den ikke inden for en måned efter en anmodning oplyser, hvem en sådan erhvervsdrivende eller dens egen leverandør er (artikel 8, stk. 3). Ansvaret kan ikke udelukkes ved aftale over for den skadelidte (artikel 15). Produkter, der er bragt i omsætning før den dato, hører fortsat under direktiv 85/374/EØF (artikel 21).^[3]