Ingen i virksomheden har ansvaret for produktcompliance

EU's produktlovgivning henvender sig ikke til afdelinger eller stillingsbetegnelser. Pligterne påhviler den erhvervsdrivende: fabrikanten, importøren, distributøren. Efter forordning (EU) 2023/988 om produktsikkerhed i almindelighed (GPSR) foretager fabrikanten en intern risikoanalyse og udarbejder teknisk dokumentation, før et produkt bringes i omsætning, holder dokumentationen ajour og til rådighed for myndighederne i 10 år og sikrer, at der findes procedurer for, at produkter fremstillet i serie forbliver i overensstemmelse med kravene (artikel 9, stk. 2–4). Fabrikanten stiller kanaler til rådighed for klager, undersøger dem og fører et internt register (artikel 9, stk. 11 og 12). En importør sikrer, før et produkt bringes i omsætning, at fabrikanten har opfyldt sine pligter om dokumentation og mærkning (artikel 11, stk. 1).^[1]

Forordningen tilføjer ét organisatorisk krav: erhvervsdrivende skal sikre, at de har interne processer for produktsikkerhed, som sætter dem i stand til at overholde de relevante krav (artikel 14). Kommissionens retningslinjer nævner som eksempel personale, der er uddannet i produktsikkerhedsspørgsmål og har kendskab til EU's produktsikkerhedslovgivning (Kommissionens meddelelse C/2025/6233, afsnit 3.1.1). Forordningen siger ikke, hvordan processerne ser ud, eller hvem der driver dem. Det er virksomhedens beslutning, og en virksomhed, hvor ingen har ansvaret for spørgsmålet, har ikke truffet den.^[1][5]

Flere pligter kan ikke vente på, at nogen føler sig ansvarlig. Mener en fabrikant, eller har den grund til at tro, at et produkt er farligt, skal den straks træffe korrigerende foranstaltninger, informere forbrugerne og underrette myndighederne (artikel 9, stk. 8). En ulykke forårsaget af et produkt meddeles uden unødig forsinkelse fra det tidspunkt, hvor fabrikanten får kendskab til den, og importører og distributører, der får kendskab til en ulykke, underretter fabrikanten uden unødig forsinkelse (artikel 20, stk. 1 og 3). Efter anmodning oplyser en erhvervsdrivende, hvem dens leverandører og erhvervskunder er, i seks år (artikel 15, stk. 3 og 5). Hver af disse pligter forudsætter, at en oplysning, der kommer ind ét sted i virksomheden, når frem til en person, der kan beslutte.^[1]

Pligterne bliver ikke mindre af, at én person udfører arbejdet ved siden af et andet job; fabrikant- og importørartiklerne gør ingen undtagelse for små erhvervsdrivende. De giver til gengæld arbejdet en struktur. Nogle pligter er porte: de skal være opfyldt, før et produkt bringes i omsætning, og en importør, der har grund til at tro, at de ikke er det, må ikke bringe produktet i omsætning (artikel 11, stk. 2). Nogle er ure, fx at handle straks over for et farligt produkt (artikel 9, stk. 8, og artikel 11, stk. 8) og at meddele en ulykke (artikel 20, stk. 1). Resten er løbende: at holde dokumentationen ajour og serieproduktionen i overensstemmelse med kravene (artikel 9, stk. 4) og at føre registret. Også mængden af dokumentation afhænger af risikoen: dokumentationen indeholder mindst en generel beskrivelse af produktet og de væsentlige egenskaber, der er relevante for vurderingen af dets sikkerhed; en analyse af de mulige risici og de valgte løsninger, rapporter vedrørende prøvninger og de anvendte standarder kommer til, når det er hensigtsmæssigt i lyset af de mulige risici (artikel 9, stk. 2). Et enkelt produkt med lav risiko behøver derfor kun en kort dokumentation. Kommissionen skal desuden vedtage specifikke retningslinjer for erhvervsdrivende, navnlig dem, der kan betegnes som SMV'er, herunder mikrovirksomheder, om, hvordan forpligtelserne i forordningen efterleves (artikel 17, stk. 2).^[1]

For produkter under en CE-retsakt gælder det kapitel i GPSR, der indeholder disse organisatoriske artikler, ikke (artikel 2, stk. 1, tredje afsnit, litra b); sektorretsakterne fastsætter deres egne. Efter lavspændingsdirektivet, direktiv 2014/35/EU, sikrer fabrikanterne fx, at der findes procedurer for, at serieproduktionen forbliver i overensstemmelse med kravene, og tager i fornødent omfang hensyn til ændringer i materiellets konstruktion eller kendetegn og i de standarder eller specifikationer, som overensstemmelsen erklæres på grundlag af (artikel 6, stk. 4). Kommissionens blå vejledning formulerer princippet bag det hele: fabrikanten har det endelige ansvar for produktets overensstemmelse og kan under ingen omstændigheder overlade sit ansvar til fx en bemyndiget repræsentant, en distributør, en bruger eller en underentreprenør (afsnit 3.1). Når myndighederne konstaterer manglende overensstemmelse, kræver de, at den relevante erhvervsdrivende, altså virksomheden, handler (forordning (EU) 2019/1020, artikel 16, stk. 2).^[2][3][4]