Vores leverandørkontrakt siger intet om compliance

EU's produktlovgivning fordeler pligterne efter rolle, ikke efter kontrakt. Efter forordning (EU) 2023/988 om produktsikkerhed i almindelighed (GPSR) skal importøren, før et produkt bringes i omsætning, sikre, at fabrikanten har udarbejdet risikoanalysen og den tekniske dokumentation (artikel 11, stk. 1), opbevare en kopi af dokumentationen i 10 år (artikel 11, stk. 6) og gribe ind, når et produkt, den har bragt i omsætning, er farligt (artikel 11, stk. 8). Den, der bringer et produkt i omsætning under sit eget navn eller varemærke, anses for fabrikant og overtager alle pligterne i artikel 9 (artikel 13, stk. 1). Kommissionens blå vejledning tilføjer, at en fabrikant, der giver aktiviteter i underentreprise, skal bevare den overordnede kontrol, skal modtage alle de oplysninger, den har brug for, og under ingen omstændigheder kan overlade sit ansvar til andre.^[1][2]

Flere af disse pligter afhænger af oplysninger, som kun leverandøren har. Enhver erhvervsdrivende skal efter anmodning oplyse, hvem der har leveret produktet eller en del, en komponent eller indlejret software til den, og skal kunne fremlægge de oplysninger i seks år (artikel 15, stk. 3 og 5). Fabrikanter skal holde de andre erhvervsdrivende i kæden rettidigt orienteret om de sikkerhedsproblemer, de konstaterer (artikel 9, stk. 10), holde serieproduktionen i overensstemmelse med kravene (artikel 9, stk. 4) og holde dokumentationen ajour (artikel 9, stk. 3). GPSR kræver også, at hver erhvervsdrivende har interne processer for produktsikkerhed (artikel 14). For produkter omfattet af en produktspecifik harmoniseringsretsakt fastsætter sektorretsakten de tilsvarende pligter (artikel 2, stk. 1, tredje afsnit, litra b), og for de retsakter, der er opregnet i artikel 4, stk. 5, i forordning (EU) 2019/1020, skal den ansvarlige erhvervsdrivende i EU kunne levere dokumentationen på et sprog, som myndigheden let kan forstå (forordning (EU) 2019/1020, artikel 4, stk. 3, litra b).^[1][4]

Det er i leverandørkontrakten, I sikrer jer de oplysninger. Kommissionens blå vejledning kalder det god praksis, at importører i kontrakten med leverandøren henviser til den gældende EU-lovgivning og sikrer sig adgang til den tekniske dokumentation eller fabrikantens underskrevne forpligtelse til at stille den til rådighed (fodnote 139). Loven skriver ikke vilkårene og afgør ikke, hvem af køber og leverandør der betaler for test, tilbagetrækninger eller tilbagekaldelser; det er et spørgsmål om handelsvilkår og national aftaleret, og det er her, I skal have juridisk rådgivning. Det, loven afgør, er, at I ikke kan henvise til kontrakten, når en myndighed spørger.^[1][2]

Et nyere forbud hører hjemme i de samme vilkår. Forordning (EU) 2024/3015 forbyder at bringe produkter fremstillet ved tvangsarbejde på et hvilket som helst trin i forsyningskæden i omsætning, gøre dem tilgængelige på EU-markedet eller eksportere dem (artikel 2, nr. 7, og artikel 3). Forordningen finder anvendelse fra den 14. december 2027 (artikel 39) og skaber ingen yderligere due diligence-forpligtelser ud over gældende ret (artikel 1, stk. 3).^[3]