Forordning (EU) nr. 1025/2012 definerer en standard som en teknisk specifikation, der er vedtaget af et anerkendt standardiseringsorgan til gentagen eller vedvarende anvendelse, og hvis overholdelse ikke er obligatorisk, samt en harmoniseret standard som en europæisk standard, der er vedtaget på grundlag af en anmodning fra Kommissionen med henblik på anvendelse af EU-harmoniseringslovgivning (artikel 2, stk. 1, litra c). De europæiske standardiseringsorganisationer er CEN, CENELEC og ETSI. I henhold til artikel 10, stk. 6, offentliggør Kommissionen referencen for en harmoniseret standard i Den Europæiske Unions Tidende, når standarden opfylder de krav, den har til formål at dække.
Det er denne offentliggørelse, der giver standarden dens retsvirkning. Produktdirektiverne og -forordningerne fastsætter, at et produkt, der er i overensstemmelse med en harmoniseret standard — eller dele heraf — hvis reference er offentliggjort, formodes at være i overensstemmelse med de væsentlige krav, som standarden dækker. Standarden er i sig selv frivillig: en fabrikant kan anvende andre tekniske løsninger, men skal så dokumentere overensstemmelse på anden vis og, efter visse retsakter, inddrage et bemyndiget organ.
I praksis angiver en fabrikant de anvendte harmoniserede standarder i EU-overensstemmelseserklæringen og i den tekniske dokumentation og holder øje med nye udgaver og ændringer i EU-Tidendes liste, da kun de opførte referencer giver formodning om overensstemmelse. Forordning (EU) 2023/988 om produktsikkerhed i almindelighed (GPSR) anvender samme mekanisme for ikke-harmoniserede forbrugerprodukter: artikel 7 fastsætter, at et produkt, der er i overensstemmelse med en europæisk standard offentliggjort i henhold til forordningen, formodes at opfylde det almindelige sikkerhedskrav.