PPWD i korte træk
Emballage- og emballageaffaldsdirektivet (PPWD), formelt direktiv 94/62/EF, var EU’s første fælles lovgivning om emballage. Det dækkede al emballage bragt i omsætning i Fællesskabet og alt emballageaffald, uanset om det blev anvendt eller frigivet på industri-, handels-, kontor-, butiks-, service-, husholdnings- eller andet niveau, uanset hvilket materiale der blev anvendt (art. 2, stk. 1). Det forfulgte to mål på én gang: at forebygge eller mindske emballagens miljøpåvirkning og at holde det indre marked åbent ved at harmonisere de krav, emballage skulle opfylde, så medlemsstaterne ikke kunne hindre emballerede varer, der overholdt dem (art. 1, stk. 1, og art. 18).
Direktivet er ikke længere i kraft. Forordning (EU) 2025/40, emballageforordningen (PPWR), ophævede det med virkning fra den 12. august 2026, den dag hvor forordningen selv begyndte at finde anvendelse, og henvisninger til direktivet forstås nu som henvisninger til forordningen og læses gennem sammenligningstabellen i dens bilag XIII (forordning (EU) 2025/40, art. 70, stk. 1 og 5, og art. 71). Kommissionen siger det samme på sin side om emballageaffald: direktivet blev generelt ophævet den 12. august 2026, selvom nogle bestemmelser fortsætter med at gælde efter den dato. Leder du efter de regler, din emballage skal overholde i dag, så læs PPWR-guiden. Denne side forklarer, hvad direktivet krævede, hvad der stadig overlever, og indtil hvornår.
Officiel tekst Læs direktivet på EUR-Lex: konsolideret tekst af 4. juli 2018 (01994L0062-20180704) eller det oprindelige i EFT L 365 af 31. december 1994. Dokumentoplysningssiden opregner de syv ændringsretsakter, de to berigtigelser og ophævelsen. Selve ophævelsesartiklen er artikel 70 i forordning (EU) 2025/40.
Hvad overlever ophævelsen, og indtil hvornår
Artikel 70, stk. 1, i forordning (EU) 2025/40 ophæver direktiv 94/62/EF med virkning fra den 12. august 2026 med undtagelse af fire grupper af bestemmelser. Læst ord for ord er de:
- Artikel 8, stk. 2 – emballage skal med henblik på identifikation og klassificering af den berørte industri angive arten af det eller de anvendte emballagematerialer på grundlag af Kommissionens beslutning 97/129/EF. Gælder indtil 30 måneder fra datoen for ikrafttrædelsen af gennemførelsesretsakten vedtaget efter artikel 12, stk. 6, i forordningen.
- Artikel 9, stk. 1 og 2 – emballage må kun bringes i omsætning, hvis den overholder de væsentlige krav, med formodningen om overensstemmelse fra harmoniserede standarder, men kun for så vidt angår bilag II, punkt 1, første led, minimering af emballagens volumen og vægt. Gælder indtil den 31. december 2029.
- Artikel 5, stk. 2 og 3, artikel 6, stk. 1, litra d og e, og artikel 6a – genbrugsjusteringerne til 2025- og 2030-målene og repareret træemballage til genbrug; 2008-genanvendelsesmålene; og reglerne for beregning af målopfyldelse. Gælder indtil den 31. december 2028.
- Artikel 12, stk. 3a, 3b, 3c og 4 – den årlige indberetning af data efter artikel 6, stk. 1, og dataene om genbrugsemballage, kvalitetskontrolrapporten, Kommissionens gennemgang af de indberettede data, og hensynet til små og mellemstore virksomheders særlige problemer. Gælder indtil den 31. december 2028, bortset fra fremsendelsen af data til Kommissionen, der løber til den 31. december 2029.
Tre yderligere datoer i samme artikel er vigtige:
- Kommissionens beslutning 97/129/EF, det nummererings- og forkortelsessystem, som artikel 8, stk. 2, henviser til, ophæves med virkning fra den 12. august 2028 (art. 70, stk. 2).
- Kommissionens beslutning 2001/171/EF (glasemballage) og 2009/292/EF (plastkasser og -paller i et lukket og kontrolleret kredsløb), de to undtagelser fra tungmetalgrænsen, forbliver i kraft og finder fortsat anvendelse, indtil de ophæves ved delegerede retsakter vedtaget efter artikel 5, stk. 8, i forordningen (art. 70, stk. 3).
- Medlemsstaterne kan opretholde nationale bestemmelser, der begrænser markedsføringen af emballage i de formater og til de anvendelser, der er opført i punkt 2 og 3 i bilag V til forordningen, indtil den 1. januar 2030, og artikel 4, stk. 3, i forordningen finder ikke anvendelse på disse nationale foranstaltninger før da (art. 70, stk. 4).
Den ene pligt, der stadig når den emballage, du bringer i omsætning, er materialeidentifikationsmærkningen i artikel 8, stk. 2, og den har ingen fast slutdato endnu: den løber i 30 måneder fra ikrafttrædelsen af gennemførelsesretsakten om mærkning efter artikel 12, stk. 6, i forordningen, som Kommissionen skulle vedtage senest den 12. august 2026, men som ikke var vedtaget den 14. oktober 2026 – den står ikke i EU-Tidende, og Kommissionens gennemførelsesside anfører den som under forberedelse. Tjek EU-Tidende, før du støtter dig på det. Alt andet – problematiske stoffer, tungmetalgrænsen, genanvendelighed, genanvendt indhold, minimering fra 2030, formatbegrænsningerne, den harmoniserede mærkning, den tekniske dokumentation og EU-overensstemmelseserklæringen – kommer nu fra forordning (EU) 2025/40.
Anvendelsesområde
Direktivets definition af emballage er den, markedet stadig arbejder med, fordi forordning (EU) 2025/40 fører de samme tre kriterier videre. Emballage er alle produkter af hvilket som helst materiale, der bruges til at indeholde, beskytte, håndtere, levere og præsentere varer, fra råmaterialer til forarbejdede varer, fra producenten til brugeren eller forbrugeren, samt engangsartikler brugt til samme formål, og den består kun af salgs- eller primæremballage, multipak- eller sekundæremballage og transport- eller tertiæremballage – idet sidstnævnte ikke omfatter vej-, jernbane-, skibs- og luftfartscontainere (art. 3, stk. 1).
Direktiv 2004/12/EF tilføjede de tre kriterier, der afgør grænsetilfældene, og Kommissionens direktiv 2013/2/EU erstattede bilag I’s liste over illustrative eksempler. En genstand er emballage, hvis den opfylder definitionen, uanset hvilke andre funktioner den også udfylder, medmindre den er en integreret del af et produkt, nødvendig for at indeholde, understøtte eller bevare det produkt gennem hele dets levetid, og alle elementer er beregnet til at blive brugt, forbrugt eller bortskaffet sammen; genstande designet til at blive fyldt på salgsstedet og engangsartikler solgt eller designet til at blive fyldt der, er emballage, hvis de udfylder en emballagefunktion; og emballagekomponenter og hjælpeelementer integreret i emballagen er en del af den (art. 3, stk. 1, kriterium i–iii). Bilag I afgør blandt mange andre, at slikæsker, filmomslag om et cd-cover, glasflasker til injektionsvæsker, sterile barrieresystemer, drikkevaresystemkapsler, der er tomme efter brug, og genopfyldelige stålgasflasker er emballage, mens blomsterpotter beregnet til at følge planten, værktøjskasser, tebreve, voksbelægninger om ost, pølseskind, printerpatroner, opløselige rengøringsmiddelposer, bøjler solgt separat, engangsbestik, indpakningspapir solgt separat og RFID-mærker ikke er det.
Pligterne nåede kun virksomheder gennem national ret. Artikel 3, nr. 11, definerer erhvervsdrivende i relation til emballage som leverandører af emballagematerialer, emballageproducenter og -forarbejdere, påfyldere og brugere, importører, forhandlere og distributører, myndigheder og lovregulerede organisationer, og hver medlemsstat besluttede ved gennemførelsen, hvem af dem der bar hvilken forpligtelse. Kun to bestemmelser bandt produkter direkte: artikel 9, stk. 1, hvorefter emballage kun kunne bringes i omsætning, hvis den overholdt alle de væsentlige krav, herunder bilag II, og artikel 11, stk. 1, tungmetalgrænsen. Nyttiggørelses-, genanvendelses-, indsamlings- og producentansvarspligterne i artikel 5, 6 og 7 bandt medlemsstaterne.
I Danmark er gennemførelsesinstrumentet bekendtgørelse nr. 1146 af 29. september 2025 om visse krav til emballager, udvidet producentansvar for emballage samt øvrigt affald der indsamles med emballageaffald – emballagebekendtgørelsen – i kraft siden den 1. oktober 2025 og erstattede bekendtgørelse nr. 323 af 20. marts 2025. Dens fodnote angiver, at den gennemfører dele af direktiv 94/62/EF som senest ændret ved direktiv (EU) 2018/852 og dele af direktiv (EU) 2019/904 om engangsplast, og den er stadig den gældende bekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 1146/2025, titelfodnote og § 121).
Hvad direktivet krævede
Væsentlige krav
Bilag II fastsatte de væsentlige krav i tre dele. Krav specifikt til fremstilling og sammensætning: emballagen skal fremstilles, så dens volumen og vægt begrænses til den mindste tilstrækkelige mængde til at opretholde det nødvendige niveau af sikkerhed, hygiejne og accept for det emballerede produkt og for forbrugeren; den skal designes, produceres og markedsføres, så genbrug eller nyttiggørelse, herunder genanvendelse, er muligt i overensstemmelse med affaldshierarkiet, og så dens miljøpåvirkning minimeres, når emballageaffald eller -rester bortskaffes; og den skal fremstilles, så tilstedeværelsen af skadelige og andre farlige stoffer minimeres med hensyn til emissioner, aske eller perkolat, når emballage eller rester forbrændes eller deponeres. Krav specifikt til genbrugsemballage: de fysiske egenskaber skal muliggøre et antal ture eller rotationer under normalt forudsigelige anvendelsesbetingelser, den brugte emballage skal kunne håndteres for at opfylde sundheds- og sikkerhedskrav for arbejdsstyrken, og den skal opfylde nyttiggørelseskravene, når den bliver affald. Krav specifikt til emballage, der kan nyttiggøres, i fire former: materialegenanvendelse af en vis procentdel efter vægt til markedsdygtige produkter, energiudnyttelse med en mindste nedre brændværdi, kompostering uden at hindre den separate indsamlings- og komposteringsproces, og bionedbrydning, så størstedelen af den færdige kompost nedbrydes til kuldioxid, biomasse og vand, idet oxo-nedbrydelig plastemballage udtrykkeligt ikke tæller som bionedbrydelig (bilag II, punkt 1–3, som ændret ved direktiv (EU) 2018/852).
Emballage, der overholdt harmoniserede standarder, hvis referencer var offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, eller notificerede nationale standarder, når ingen harmoniseret standard fandtes, blev formodet at overholde de væsentlige krav (art. 9, stk. 2 og 3). Af hele denne ordning gælder nu kun første led i punkt 1, minimering af volumen og vægt, og kun indtil den 31. december 2029, hvor artikel 10, stk. 1, i forordning (EU) 2025/40 overtager.
Tungmetaller
Artikel 11, stk. 1, krævede, at summen af koncentrationsniveauerne af bly, cadmium, kviksølv og hexavalent chrom i emballage eller emballagekomponenter ikke oversteg 600 ppm efter vægt to år efter gennemførelsesdatoen, 250 ppm efter tre år og 100 ppm efter fem år – det vil sige 100 ppm fra den 30. juni 2001. Emballage fremstillet udelukkende af blykrystalglas var undtaget (art. 11, stk. 2), og artikel 11, stk. 3, bemyndigede Kommissionen til at fastsætte betingelserne for, hvornår grænsen ikke gælder for genanvendte materialer og for lukkede og kontrollerede produktkredsløb, og til at undtage emballagetyper. Artikel 11 blev ophævet den 12. august 2026; artikel 5, stk. 4, i forordning (EU) 2025/40 fastsætter nu den samme sum til 100 mg/kg og finder direkte anvendelse, og dens artikel 5, stk. 5, tilføjer PFAS-grænserne for fødevarekontaktemballage fra samme dato. De to undtagelsesbeslutninger forbliver i kraft, indtil de ophæves ved delegerede retsakter efter artikel 5, stk. 8.
Den danske bekendtgørelse bærer stadig hele strukturen: emballage må kun markedsføres i Danmark, hvis summen holder sig på eller under 100 ppm efter vægt, med blykrystalglas undtaget; glasemballage må overstige den op til 250 ppm, når intet tungmetal bevidst er tilsat, og overskridelsen udelukkende stammer fra genanvendt materiale, forudsat at fabrikanten udtager prøver fra hver glasovn hver måned og indberetter til Miljøstyrelsen, når 12-måneders-gennemsnittet overstiger 200 ppm; og plastkasser og plastpaller må forblive over grænsen inden for et lukket og kontrolleret kredsløb, når betingelserne for fremstilling og reparation, kredsløbsbetingelserne og indberetningspligten er opfyldt, med den tekniske dokumentation opbevaret i fire år efter indberetningen (bekendtgørelse nr. 1146/2025, §§ 5–11).
Mærkning og identifikation
Artikel 8, stk. 2, siger, at emballage skal angive, med henblik på identifikation og klassificering af den berørte industri, arten af det eller de anvendte emballagematerialer på grundlag af Kommissionens beslutning 97/129/EF, og artikel 8, stk. 3, at mærkningen skal være på emballagen selv eller på etiketten, klart synlig og letlæselig, og passende holdbar og bestandig, herunder når emballagen åbnes. Dette er den bestemmelse, der overlever ophævelsen. Danmark gennemførte den som en mulighed med betingelser: emballage markedsført i landet kan bære en mærkning af de anvendte emballagematerialers art, og hvis den gør, skal mærkningen følge forkortelserne og talkoderne i bilag 4 til bekendtgørelsen – PET 1, HDPE 2 og resten – sidde på emballagen eller en etiket fastgjort til den, være umiddelbart synlig og letlæselig og være passende holdbar, også efter åbning. At mærke emballage i strid med den regel er en bødesanktioneret overtrædelse (bekendtgørelse nr. 1146/2025, § 18 og § 120, nr. 19).
Mål for nyttiggørelse og genanvendelse
Artikel 6, stk. 1, fastsatte ni sæt mål, alle rettet til medlemsstaterne:
- Senest den 30. juni 2001 (litra a og c) – 50–65 % efter vægt af emballageaffaldet nyttiggjort eller forbrændt på affaldsforbrændingsanlæg med energiudnyttelse, og 25–45 % af emballagematerialerne som helhed genanvendt, med mindst 15 % efter vægt for hvert emballagemateriale.
- Senest den 31. december 2008 (litra b, d og e) – mindst 60 % nyttiggjort eller forbrændt med energiudnyttelse; 55–80 % genanvendt; og pr. materiale 60 % glas, 60 % papir og pap, 50 % metal, 22,5 % plast, idet kun materiale, der genanvendes tilbage til plast, tæller, og 15 % træ.
- Senest den 31. december 2025 (litra f og g) – 65 % efter vægt af alt emballageaffald genanvendt, og 50 % plast, 25 % træ, 70 % jernholdige metaller, 50 % aluminium, 70 % glas og 75 % papir og pap.
- Senest den 31. december 2030 (litra h og i) – 70 % efter vægt af alt emballageaffald genanvendt, og 55 % plast, 30 % træ, 80 % jernholdige metaller, 60 % aluminium, 75 % glas og 85 % papir og pap.
En medlemsstat kunne udskyde de materialespecifikke 2025- og 2030-frister med op til fem år inden for grænser (art. 6, stk. 1a og 1b), og Grækenland, Irland og Portugal (art. 6, stk. 7) samt 2004-tiltrædelseslandene (art. 6, stk. 11) havde deres egne udsættelser. Artikel 6a fastsatte reglerne for beregning af målopfyldelse: vægten af det producerede emballageaffald kan anses for lig med mængden af emballage bragt i omsætning; genanvendt vægt måles, når affaldet indgår i genanvendelsesprocessen, eller ved output fra sortering under visse betingelser; bionedbrydeligt emballageaffald, der indgår i aerob eller anaerob behandling, kan tælle som genanvendt; materialer, der er ophørt med at være affald, tæller, medmindre de bruges som brændsel, forbrændes, tilbagefyldes eller deponeres; affald sendt til en anden medlemsstat tæller kun for den medlemsstat, hvor det blev indsamlet; og eksporteret affald tæller kun, hvis forsendelsen overholder reglerne om affaldsoverførsel, og behandlingen uden for Unionen bredt set svarede til EU’s miljølovgivning.
2025- og 2030-sættene flyttede til artikel 52 i forordning (EU) 2025/40 den 12. august 2026, med beregningsreglerne i dens artikel 53. Kun litra d og e, 2008-målene, og artikel 6a overlever i direktivet, indtil den 31. december 2028.
Indsamlingsordninger, udvidet producentansvar og indberetning
Artikel 7 forpligtede medlemsstaterne til at etablere ordninger for retur eller indsamling af brugt emballage og emballageaffald og for genbrug eller nyttiggørelse, herunder genanvendelse, åbne for de erhvervsdrivende i de berørte sektorer og for de kompetente myndigheder, gældende for importerede produkter på ikke-diskriminerende vilkår og designet til at undgå handelshindringer eller konkurrenceforvridning; og, fra direktiv (EU) 2018/852, til at have ordninger for udvidet producentansvar på plads for al emballage senest den 31. december 2024, i overensstemmelse med artikel 8 og 8a i direktiv 2008/98/EF. Artikel 12 krævede harmoniserede nationale databaser og årlig elektronisk indberetning til Kommissionen inden for 18 måneder efter udgangen af indberetningsåret, med en kvalitetskontrolrapport. Indberetningsbestemmelserne overlever indtil den 31. december 2028, og indtil den 31. december 2029 for fremsendelsen af data til Kommissionen, fordi indberetning efter artikel 56 i forordning (EU) 2025/40 først begynder med det andet fulde kalenderår efter gennemførelsesretsakten om indberetningsformatet, som Kommissionen skal vedtage senest den 12. februar 2027.
I Danmark drives ordningen af Dansk Producentansvar: en producent, der gør emballage tilgængelig, skal have sig selv eller sin repræsentant registreret i producentregisteret senest 14 dage før, den starter, og skal senest den 1. juni hvert år indberette mængden af emballage, der er gjort tilgængelig i det foregående kalenderår, i kilogram, efter materialekategorierne i bilag 6, mærket som husholdnings- eller erhvervsemballage, opdelt mellem engangs- og genbrugsemballage og markeret, når emballagen skal sorteres som farligt affald eller restaffald. Producenter under 8 ton om året kan nøjes med at indberette den samlede vægt opdelt i husholdnings- og erhvervsemballage (bekendtgørelse nr. 1146/2025, §§ 20–27).
Plastbæreposer
Direktiv (EU) 2015/720 indsatte artikel 4, stk. 1a: medlemsstaterne skulle træffe foranstaltninger til at opnå en varig reduktion af forbruget af letvægtsplastbæreposer – poser med en vægtykkelse under 50 mikron – herunder enten et årligt forbrug på højst 90 poser pr. person senest den 31. december 2019 og 40 senest den 31. december 2025, eller instrumenter, der sikrer, at letvægtsposer ikke udleveres gratis ved salgsstedet senest den 31. december 2018, idet meget lette poser under 15 mikron kunne undtages i begge tilfælde. Artikel 8a krævede mærkningsspecifikationer for bionedbrydelige og komposterbare poser. Disse bestemmelser blev ophævet den 12. august 2026; artikel 34 i forordning (EU) 2025/40 fører reduktionspligten videre med målet på 40 poser pr. indbygger, målt fra den 31. december 2025 og hvert år derefter. I Danmark skal salgssteder, der udleverer bæreposer med en hank af andet materiale end plast, eller plastbæreposer med eller uden hank over 30 mikron, opkræve en minimumspris på 4 kr. pr. pose (bekendtgørelse nr. 1146/2025, § 12).
Håndhævelse og sanktioner
Direktivet havde ingen sanktionsartikel og intet markedsovervågningskapitel. Det var rettet til medlemsstaterne, som skulle sætte gennemførelseslovgivningen i kraft senest den 30. juni 1996 og, hvis målsætningerne i artikel 4 og 6 blev nået, kunne gennemføre artikel 4, stk. 1a, og artikel 7 gennem håndhævelige, offentliggjorte og overvågede aftaler med de berørte erhvervssektorer (art. 22, stk. 1 og 3a). Forordning (EU) 2019/1020 opregner direktivet som punkt 9 i sit bilag I og opregnede det som punkt 8 i sit bilag II, listen over retsakter, som medlemsstaterne skal fastsætte sanktioner for ved overtrædelser, der pålægger erhvervsdrivende forpligtelser; artikel 66 i forordning (EU) 2025/40 slettede det punkt i bilag II og tilføjede forordningen som punkt 75 i bilag I. Siden den 12. august 2026 løber sanktionspligten for emballage derfor gennem artikel 68 i forordningen: effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner på plads og meddelt senest den 12. februar 2027, med administrative bøder for overtrædelser af artikel 24–29.
I Danmark fører Miljøstyrelsen tilsyn og kan påbyde en erhvervsdrivende at fremlægge dokumenter, tekniske specifikationer, data, overensstemmelsesoplysninger og oplysninger om forsyningskæde, distributionsnetværk og hjemmesideejerskab, foretage prøvekøb af emballage, herunder under skjult identitet, og foretage reverse engineering på dem, påbyde, at tilgængeliggørelsen af emballage stopper, og påbyde ejeren af en onlinegrænseflade at ændre eller fjerne indhold, der henviser til emballage, der ikke er i overensstemmelse, når ingen anden effektiv metode findes til at fjerne en alvorlig risiko (bekendtgørelse nr. 1146/2025, §§ 115–117). Bekendtgørelsen straffer med bøde, medmindre en strengere straf er fastsat i anden lovgivning, 59 opregnede overtrædelser, deriblandt at gøre emballage tilgængelig i strid med de væsentlige krav eller tungmetalgrænsen, at overtræde undtagelserne for glas eller plastkasser i lukket kredsløb, at undlade at udtage glasovnsprøverne eller indberette et gennemsnit over 200 ppm, at undlade at opkræve minimumsprisen på 4 kr., at undlade at opbevare eller fremlægge sammensætnings- og statistikoplysningerne, at mærke emballage i strid med § 18, at gøre emballage tilgængelig uden at være registreret som producent, at give falske eller vildledende oplysninger, at undlade at indberette mængderne, at undlade at gennemføre egenkontrollen og at undlade at efterkomme et tilsynspåbud. Straffen skærpes til fængsel indtil 2 år, når overtrædelsen var forsætlig eller groft uagtsom og enten skadede eller bragte miljøet i fare eller opnåede eller tilsigtede at opnå en økonomisk fordel, herunder gennem besparelser, og juridiske personer kan pålægges strafansvar efter straffelovens 5. kapitel (bekendtgørelse nr. 1146/2025, § 120). Dansk Producentansvars afgørelser kan påklages til Miljøstyrelsen, og Miljøstyrelsens egne afgørelser kan ikke indbringes for en anden administrativ myndighed (§ 119).
Sådan hjælper Conphora
Conphora har fulgt emballagedirektivet gennem dets syv ændringer og følger nu overgangen: hvilke af dets bestemmelser der stadig gælder, hvornår hver af dem udløber, og hvilken artikel i forordning (EU) 2025/40 der har overtaget. Platformen kortlægger din emballage efter materiale, vægt og rolle, opbevarer sammensætningsoplysningerne, tungmetaldokumentationen og producentregistreringerne, som den danske bekendtgørelse stadig kræver, markerer den emballage, der ikke vil opfylde forordningens regler om genanvendelighed, minimering, format og mærkning, længe før deres datoer, og giver dig besked, når Kommissionen vedtager de gennemførelsesretsakter, der fastsætter de resterende frister.
Se, hvordan Conphora virker · Se abonnement og priser
Kilder
- Direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald, konsolideret tekst af 4. juli 2018 (EUR-Lex)
- Direktiv 94/62/EF som offentliggjort i EFT L 365, 31. december 1994 (EUR-Lex)
- Dokumentoplysninger, datoer, berigtigelser, ændringsretsakter og ophævelse for CELEX 31994L0062 (EUR-Lex)
- Forordning (EU) 2025/40 om emballage og emballageaffald, den retsakt der ophæver direktivet (EUR-Lex)
- Direktiv (EU) 2018/852 om ændring af direktiv 94/62/EF, den cirkulære økonomi-pakke (EUR-Lex)
- Direktiv (EU) 2015/720 om ændring af direktiv 94/62/EF for så vidt angår letvægtsplastbæreposer (EUR-Lex)
- Kommissionens direktiv 2013/2/EU om ændring af bilag I til direktiv 94/62/EF (EUR-Lex)
- Forordning (EF) nr. 219/2009 om tilpasning af retsakter til forskriftsproceduren med kontrol (EUR-Lex)
- Direktiv 2005/20/EF om ændring af direktiv 94/62/EF for de medlemsstater, der tiltrådte i 2004 (EUR-Lex)
- Direktiv 2004/12/EF om ændring af direktiv 94/62/EF, definitionskriterierne og 2008-målene (EUR-Lex)
- Forordning (EF) nr. 1882/2003 om udvalgsbestemmelserne i retsakter vedtaget efter artikel 251-proceduren (EUR-Lex)
- Kommissionens beslutning 97/129/EF om fastlæggelse af identifikationssystemet for emballagematerialer, EFT L 50, 20. februar 1997 (EUR-Lex)
- Kommissionens beslutning 2001/171/EF om undtagelsen for glasemballage fra tungmetalgrænsen (EUR-Lex)
- Kommissionens beslutning 2009/292/EF om undtagelsen for plastkasser og -paller i et lukket og kontrolleret kredsløb (EUR-Lex)
- Forordning (EU) 2019/1020 om markedsovervågning og produktoverensstemmelse (EUR-Lex)
- Emballageaffald (Europa-Kommissionen, GD Miljø)
- Emballageforordningen, implementeringstidsplan og nationale kompetente myndigheder (Europa-Kommissionen, Green Forum)
- Bekendtgørelse nr. 1146 af 29. september 2025 om visse krav til emballager, udvidet producentansvar for emballage samt øvrigt affald der indsamles med emballageaffald (Retsinformation)
- Miljøkrav til emballage (Miljøstyrelsen)
- Producentansvar for emballage, typiske spørgsmål og svar (Miljøstyrelsen)
Denne guide er generel information og udgør ikke juridisk rådgivning.