Vi ved ikke, hvad emballagereglerne betyder for os

Forordning (EU) 2025/40 om emballage og emballageaffald (PPWR) fastsætter krav til emballage i hele dens livscyklus med hensyn til miljømæssig bæredygtighed og mærkning og regler om udvidet producentansvar, forebyggelse af affald og indsamling og behandling af emballageaffald (artikel 1, stk. 1). Den gælder for al emballage, uanset materiale, og for alt emballageaffald (artikel 2, stk. 1). Den trådte i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen den 22. januar 2025 og finder anvendelse fra den 12. august 2026 (artikel 71).^[1]

Den afløser et direktiv. Direktiv 94/62/EF ophæves med virkning fra den 12. august 2026 med nogle få undtagelser: materialeidentifikationen efter dets artikel 8, stk. 2, fortsætter indtil 30 måneder efter, at gennemførelsesretsakten om mærker træder i kraft; det væsentlige krav om minimering i dets bilag II, punkt 1, første led, fortsætter indtil den 31. december 2029; dets bestemmelser om medlemsstaternes genanvendelsesmål, beregningen af dem og indberetningen fortsætter indtil den 31. december 2028 og fremsendelsen af data til Kommissionen indtil den 31. december 2029 (artikel 70, stk. 1). Fordi forordningen er umiddelbart gældende, gælder de samme regler nu i alle medlemsstater, men registrering og gebyrer for producentansvaret går stadig gennem nationale registre og ordninger.^[1][2]

Produktkravene i artikel 5–12 har forskellige datoer. Tungmetalgrænsen på 100 mg/kg (artikel 5, stk. 4) og PFAS-grænserne for emballage til kontakt med fødevarer fra den 12. august 2026 (artikel 5, stk. 5) gælder nu. Harmoniseret mærkning følger fra den 12. august 2028 eller 24 måneder efter gennemførelsesretsakterne (artikel 12, stk. 1); minimering af emballage senest den 1. januar 2030 (artikel 10, stk. 1); design til genanvendelse fra den 1. januar 2030 eller 24 måneder efter de delegerede retsakter (artikel 6, stk. 2); minimumsandelen af genanvendt indhold i plastdele senest den 1. januar 2030 eller 3 år efter gennemførelsesretsakten (artikel 7, stk. 1); og begrænsningerne af visse emballageformater i bilag V fra den 1. januar 2030 (artikel 25, stk. 1). Ved Retten er der anlagt søgsmål med påstand om annullation af dele af forordningen, bl.a. artikel 7 (sag T-243/25) og formatbegrænsningerne i bilag V; et verserende søgsmål har ikke opsættende virkning for bestemmelserne.^[1]

Pligterne følger rollen. Fabrikanten er den, der fremstiller emballage eller et emballeret produkt eller får det designet eller fremstillet under sit eget navn eller varemærke (artikel 3, stk. 1, nr. 13). Fabrikanten bringer kun emballage i omsætning, der overholder kravene, gennemfører overensstemmelsesvurderingen i artikel 38, udarbejder den tekniske dokumentation og EU-overensstemmelseserklæringen og angiver sit navn og sin postadresse på emballagen eller via en databærer (artikel 15, stk. 1, 2 og 6). Importører kontrollerer, at det er gjort, og tilføjer deres egne oplysninger (artikel 18, stk. 2 og 3); distributører kontrollerer registreringen, mærkningen og oplysningerne om de erhvervsdrivende, før de sælger (artikel 19, stk. 2).^[1]

Producentansvaret ligger ved siden af. Producenter registrerer sig i hver medlemsstat, hvor de gør emballage tilgængelig for første gang (artikel 44, stk. 2), og har udvidet producentansvar for den emballage (artikel 45, stk. 1). Hvem der er producent, er defineret særskilt i artikel 3, stk. 1, nr. 15, og det er ikke altid den samme virksomhed som fabrikanten.^[1]