En markedsplads vil have erklæring og testrapport uploadet

Markedspladser har deres egne pligter, og anmodningerne om dokumenter følger af dem. Efter forordningen om digitale tjenester, forordning (EU) 2022/2065, skal platforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, indhente hver erhvervsdrivendes kontaktoplysninger, identifikation, betalingskontooplysninger, registreringsnummer i handelsregistret og en selvcertificering, hvor den erhvervsdrivende forpligter sig til kun at udbyde produkter, der er i overensstemmelse med EU-retten (artikel 30, stk. 1). Platforme, der er mikrovirksomheder eller små virksomheder, er fritaget for disse regler om erhvervsdrivende, medmindre de er udpeget som meget store onlineplatforme (artikel 29). De skal gøre deres bedste for at vurdere, om oplysningerne er pålidelige og fuldstændige, blandt andet ved at bede den erhvervsdrivende om understøttende dokumenter fra pålidelige kilder (artikel 30, stk. 2), og udforme deres grænseflade, så erhvervsdrivende kan give produktets identifikation og den mærkning, produktlovgivningen kræver (artikel 31, stk. 1 og 2). Reglerne har fundet anvendelse siden den 17. februar 2024 (artikel 93, stk. 2); platforme, der er mikrovirksomheder eller små virksomheder, er undtaget, medmindre de er udpeget som meget store onlineplatforme (artikel 29).^[4]

Forordning (EU) 2023/988 om produktsikkerhed i almindelighed (GPSR) bygger videre på dette for produktsikkerheden. Hvert tilbud skal kunne vise fabrikanten, den ansvarlige person, når fabrikanten er uden for Unionen, oplysninger, der identificerer produktet, herunder et billede og typen, samt advarsler og sikkerhedsoplysninger (artikel 22, stk. 9). Markedspladsens interne processer skal give handlende mulighed for at afgive de oplysninger og deres selvcertificering (artikel 22, stk. 10). Ingen af de to retsakter nævner overensstemmelseserklæringen eller en testrapport som noget, den handlende skal uploade. En anmodning om dem er markedspladsens egen måde at opfylde sine pligter på, og den står i markedspladsens vilkår.^[1][4]

Selve erklæringen kommer fra CE-retsakterne. Efter lavspændingsdirektivet, direktiv 2014/35/EU, udarbejder fabrikanten en EU-overensstemmelseserklæring, når overensstemmelsen er påvist (artikel 6, stk. 2); den følger modellen i bilag IV, identificerer materiellet, henviser til de anvendte standarder, ajourføres løbende og oversættes til de sprog, medlemsstaten kræver (artikel 15, stk. 1 og 2). Kræver flere retsakter en erklæring, udarbejdes der én erklæring, der nævner dem alle (artikel 15, stk. 3). Legetøjsdirektivet, direktiv 2009/48/EF, kalder den en EF-overensstemmelseserklæring (artikel 15), og et stykke legetøj skal EF-typeafprøves af et bemyndiget organ, når der ikke findes harmoniserede standarder, som dækker alle sikkerhedskravene til det, når standarderne ikke er anvendt eller kun er anvendt delvis, når de er offentliggjort med en begrænsning, eller når fabrikanten finder, at verifikation ved tredjepart er nødvendig (artikel 19, stk. 3).^[2][3]

Testrapporter er en del af dokumentationen bag erklæringen. Lavspændingsdirektivet opregner dem i den tekniske dokumentation (bilag III, punkt 2, litra f), og den tekniske dokumentation efter GPSR omfatter resultatet af test, når det er relevant (artikel 9, stk. 2, litra a). Kommissionens blå vejledning beskriver erklæringen som det dokument, der fastslår, at produktet opfylder alle relevante krav, og siger, at den skal stilles til rådighed for myndighederne efter anmodning (afsnit 4.4). Hvad en markedsplads får at se derudover, er en sag mellem den og sælgeren.^[1][2][5]