Vi gentager leverandørens grønne udsagn

Miljøanprisninger (grønne udsagn om klima og miljø) er reguleret som handelspraksis. Direktivet om urimelig handelspraksis, direktiv 2005/29/EF, omfatter enhver handling, undladelse, fremstilling eller kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, som en erhvervsdrivende foretager i direkte forbindelse med promovering, salg eller levering af et produkt til forbrugerne (artikel 2, litra d). En erhvervsdrivende er enhver person, der handler som led i sin erhvervsvirksomhed, og enhver, der handler i dennes navn eller på dennes vegne (artikel 2, litra b). En miljøanprisning er ethvert frivilligt budskab eller enhver frivillig fremstilling i form af tekst, billede, symbol, mærke eller navn, der angiver eller antyder en positiv eller reduceret indvirkning på miljøet (artikel 2, litra o).^[1]

Ingen af definitionerne afhænger af, hvem der først skrev anprisningen. Når en importør, en distributør eller en webshop kopierer en leverandørs beskrivelse ind på sin egen produktside, møder forbrugerne anprisningen som en del af den sælgers handelspraksis. En handelspraksis er vildledende, hvis den indeholder urigtige oplysninger eller vildleder gennemsnitsforbrugeren, også gennem sin samlede præsentation, om hovedkarakteristika, der nu udtrykkeligt omfatter miljømæssige karakteristika og cirkularitetsaspekter (artikel 6, stk. 1, litra b).^[1]

Det er beviset, der afgør sagen, når en anprisning bliver anfægtet. Domstole og administrative myndigheder kan kræve, at den erhvervsdrivende fremlægger bevis for rigtigheden af faktuelle påstande, og anse dem for urigtige, hvis beviset mangler eller er utilstrækkeligt (artikel 12). En videreforhandler, der kun har leverandørens markedsføringstekst, har intet at fremlægge.^[1]

Direktiv (EU) 2024/825 tilføjede former for handelspraksis, der er urimelige under alle omstændigheder, og som anvendes fra den 27. september 2026 (artikel 4, stk. 1). De omfatter visning af et bæredygtighedsmærke, der ikke bygger på en certificeringsordning eller ikke er indført af offentlige myndigheder (bilag I, punkt 2a), generiske miljøanprisninger uden anerkendt fremragende miljøpræstation (punkt 4a), anprisninger om hele produktet, der kun vedrører ét aspekt (punkt 4b), og fremstilling af et krav, der ved lov gælder for alle produkter i kategorien, som et særligt træk ved tilbuddet, fx en leverandørs „fri for“-anprisning om et stof, der allerede er forbudt (punkt 10a; betragtning 15). Betragtning 10 tilføjer, at anprisninger som „bæredygtig“, „bevidst“ eller „ansvarlig“ ikke kan hvile på anerkendt fremragende miljøpræstation alene, fordi de også vedrører sociale karakteristika. Ifølge betragtning 7 bør den erhvervsdrivende, før et bæredygtighedsmærke vises, kontrollere, at ordningen opfylder minimumsbetingelser for gennemsigtighed og troværdighed.^[1][2]

Anprisninger, der kun er rettet mod erhvervskøbere, er omfattet af direktiv 2006/114/EF, der beskytter erhvervsdrivende mod vildledende reklame og giver domstolene samme beføjelse til at kræve bevis for faktuelle påstande (artikel 1 og 7).^[3]