Vi sælger sko uden materialemærkning

Direktiv 94/11/EF fastsætter én ordning for hele EU for, hvordan forbrugerne får at vide, hvad deres sko er lavet af. Det gælder mærkningen af de materialer, der anvendes i hovedbestanddelene af fodtøj, som er bestemt til salg til forbrugeren, og definerer fodtøj som alle artikler med fastgjort sål, der er beregnet til at beskytte eller dække foden, herunder dele, der markedsføres separat (artikel 1, stk. 1). Bilag II giver eksempler, fra sandaler og espadriller til skistøvler, dansesko, engangsfodtøj og ortopædisk fodtøj. Undtaget er brugt, slidt fodtøj, legetøjsfodtøj, beskyttelsesfodtøj omfattet af direktiv 89/686/EØF og fodtøj omfattet af direktiv 76/769/EØF (artikel 1, stk. 1). Begge direktiver er siden ophævet: forordning (EU) 2016/425 afløste det første fra den 21. april 2018, og henvisninger til det læses som henvisninger til forordningen (artikel 46 i forordning (EU) 2016/425); forordning (EF) nr. 1907/2006 ophævede det andet med virkning fra den 1. juni 2009, og hvad den undtagelse dækker i dag, fremgår ikke klart af teksten.^[1][5][6]

Mærkningen taler om tre dele. Overdelen er ydersiden af den bærende del, der er fastgjort til ydersålen; foringen og bindsålen udgør skoens inderside; ydersålen er den underste del, der udsættes for slid (artikel 1, stk. 2, og bilag I, punkt 1). For overdelen og for foringen og bindsålen angiver mærkningen det materiale, der udgør mindst 80 % af overfladen; for ydersålen mindst 80 % af volumenet. Når intet materiale når 80 %, angives de to vigtigste materialer (artikel 4, stk. 1). Tilbehør og forstærkninger som ankelpuder, kantbånd, spænder og snørehulsforstærkninger tælles ikke med for overdelen (artikel 1, stk. 2, nr. iii).^[1]

Materialerne falder i fire grupper, der er defineret i bilag I, punkt 2: læder, overtrukket læder, tekstil og andre materialer. Definitionerne har betydning. Huder eller skind, der er opløst i fibre, små stykker eller pulver og derefter formet til plader, er ikke læder, og en overfladebelægning på læder må ikke være tykkere end 0,15 mm; overtrukket læder har en belægning, der er tykkere end 0,15 mm, men højst en tredjedel af den samlede tykkelse.^[1]

Mærkningens form er også fastlagt. Oplysningerne gives på selve fodtøjet med piktogrammer eller skriftlige angivelser på mindst det eller de sprog, som forbrugslandet kan fastsætte (artikel 4, stk. 2). De anbringes på mindst én sko i hvert par ved trykning, påklæbning, prægning eller en fastgjort mærkeseddel og skal være synlige, sikkert fastgjorte og tilgængelige, med piktogrammer, der er store nok til at blive forstået. Mærkningen må ikke vildlede forbrugeren (artikel 4, stk. 3 og 4). Yderligere tekst må ledsage den (artikel 5). Medlemsstaterne må ikke forbyde eller hindre fodtøj, der opfylder kravene, ved at anvende ikke-harmoniserede nationale mærkningsregler (artikel 3), og Domstolen har fortolket artikel 3 og 5 således, at de er til hinder for et nationalt krav om angivelse af oprindelsesland på læderkomponenter i fodtøj (sag C-95/14).^[1][4]

Ansvaret ligger hos den virksomhed, der er tættest på kilden. Fabrikanten eller dennes bemyndigede repræsentant etableret i EU leverer mærkningen og står inde for, at den er korrekt; er ingen af dem etableret i EU, påhviler pligten den, der først bringer fodtøjet i omsætning på EU-markedet. Detailhandleren er fortsat ansvarlig for, at de sko, den sælger, bærer mærkningen (artikel 4, stk. 5). Da der er tale om et direktiv, håndhæver medlemsstaterne det efter national ret (artikel 2), og det er opført i bilag I til forordning (EU) 2019/1020, så forordningens korrigerende tiltag gælder (artikel 16).^[1][2]