Vi kalder produktet bionedbrydeligt eller komposterbart

„Bionedbrydelig“ og „komposterbar“ lyder præcise, men i forbrugerretten er de ofte generiske. Direktivet om urimelig handelspraksis, direktiv 2005/29/EF, som ændret ved direktiv (EU) 2024/825, definerer en generisk miljøanprisning som en anprisning, der ikke er indeholdt i et bæredygtighedsmærke, og hvis specifikation ikke er angivet klart og tydeligt på samme medie (artikel 2, litra p). Siden den 27. september 2026 er det under alle omstændigheder urimeligt at fremsætte en generisk miljøanprisning, for hvilken den erhvervsdrivende ikke kan påvise anerkendt fremragende miljøpræstation, der er relevant for anprisningen (bilag I, punkt 4a).^[1]

Betragtningerne nævner ordene. „Bionedbrydelig“ og „biobaseret“ står sammen med „økovenlig“ og „grøn“ som eksempler på generiske miljøanprisninger (betragtning 9). Direktivet siger også, at en anprisning som „bionedbrydelig“ ikke kan fremsættes på grundlag af EU-miljømærket, hvis kriterierne for det pågældende produkt ikke indeholder krav om bionedbrydelighed (betragtning 10). En anprisning bliver specifik, når specifikationen står på samme medie, fx emballagen eller onlinesalgsgrænsefladen (betragtning 9).^[2]

En specifik anprisning skal stadig være sand og kunne bevises. Efter artikel 6, stk. 1, er en anprisning, der vildleder om produktets hovedkarakteristika, herunder dets miljømæssige karakteristika, vildledende, selv om den er faktuelt korrekt, og efter artikel 12 kan en myndighed eller domstol kræve bevis og anse anprisningen for urigtig, hvis beviset ikke fremlægges.^[1]

For emballage afgør emballageforordningen (PPWR), forordning (EU) 2025/40, som finder anvendelse fra den 12. august 2026, hvor komposterbarhed hører hjemme. Senest den 12. februar 2028 skal permeable te-, kaffe- og andre drikkevareposer, bløde enkeltportionsenheder og selvklæbende mærker anbragt på frugt og grøntsager være forenelige med standarderne for industriel kompostering og med standarderne for hjemmekompostering, hvis en medlemsstat kræver det (artikel 9, stk. 1, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, nr. 1, litra f). Medlemsstater, der indsamler sådant affald sammen med bioaffald og har egnet behandling, kan kræve, at enkeltportionsenheder af andet materiale end metal til drikkevaremaskiner, meget tynde og tynde plastbæreposer og emballage, som de allerede krævede komposterbar før den 12. august 2026, er komposterbare (artikel 9, stk. 2). Al anden emballage, herunder emballage af bionedbrydelige plastpolymerer, skal være designet til materialegenanvendelse senest den 12. februar 2028 (artikel 9, stk. 3).^[3]

Emballageforordningen fastlægger også ordlyden på emballagen. Fra den 12. august 2028, eller 24 måneder efter gennemførelsesretsakterne, alt efter hvilken dato der er den seneste, bærer emballage et harmoniseret materialemærke; for emballage efter artikel 9, stk. 1, og, hvor det er relevant, artikel 9, stk. 2 angiver mærket, at emballagen er komposterbar, ikke egnet til hjemmekompostering og ikke må smides i naturen (artikel 12, stk. 1). Teksten fastlægger den ordlyd, også når en medlemsstat kræver forenelighed med hjemmekompostering efter artikel 9, stk. 1; hvordan gennemførelsesretsakterne løser dette, er åbent. Mærker, mærker eller symboler, der kan vildlede eller forvirre med hensyn til emballagens egenskaber eller affaldsmulighederne, er forbudt (artikel 12, stk. 8).^[3]