Vi kalder vores produkt klimaneutralt

Klimaanprisninger baseret på kompensation var det mest synlige mål for direktiv (EU) 2024/825. Direktivet ændrer direktivet om urimelig handelspraksis, direktiv 2005/29/EF, og tilføjer punkt 4c til bilag I, listen over handelspraksis, der under alle omstændigheder er urimelig: „fremsættelse af en anprisning på grundlag af kompensation for drivhusgasemissioner om, at et produkt har en neutral, reduceret eller positiv indvirkning på miljøet med hensyn til drivhusgasemissioner“. Medlemsstaterne skulle vedtage de nationale regler senest den 27. marts 2026 og anvende dem fra den 27. september 2026 (artikel 4, stk. 1).^[2]

Betragtningerne forklarer begrundelsen og giver eksempler. Sådanne anprisninger får forbrugerne til at tro, at de vedrører selve produktet eller dets levering og produktion, eller at forbruget af det ikke har nogen indvirkning på miljøet. Eksemplerne er „klimaneutral“, „CO2-neutral certificeret“, „CO2-positiv“, „klimaneutralt nettonul“, „klimakompenseret“, „reduceret klimapåvirkning“ og „begrænset CO2-fodaftryk“. Anprisninger bør kun tillades, når de bygger på produktets faktiske livscyklusindvirkning og ikke på kompensation for emissioner uden for produktets værdikæde (betragtning 12).^[2]

Fordi praksissen står på listen i bilag I, er den urimelig i sig selv. Der foretages ingen konkret vurdering af, om gennemsnitsforbrugeren blev vildledt (artikel 5, stk. 5, i direktivet om urimelig handelspraksis). Et mærke fra et kompensationsprogram ændrer ikke ved det. Samme direktiv forbyder også bæredygtighedsmærker, der ikke bygger på en certificeringsordning eller er indført af en offentlig myndighed (bilag I, punkt 2a).^[1]

To veje står stadig åbne. For det første må en virksomhed reklamere med sine investeringer i miljøinitiativer, herunder CO2-kreditprojekter, så længe oplysningerne ikke er vildledende (betragtning 12). For det andet kan anprisninger om produktets egne reducerede emissioner fremsættes, hvis de er specifikke og kan underbygges: efter artikel 12 kan en myndighed eller domstol kræve bevis og anse anprisningen for urigtig uden det.^[1][2]

Mål er også anprisninger. Efter artikel 6, stk. 2, litra d, som er indsat ved direktiv (EU) 2024/825, er det en vildledende handling at fremsætte en miljøanprisning vedrørende fremtidig miljøpræstation uden klare, objektive, offentligt tilgængelige og verificerbare forpligtelser fastsat i en detaljeret og realistisk gennemførelsesplan. Planen skal omfatte målbare og tidsbestemte mål og andre elementer som fordeling af ressourcer og regelmæssigt verificeres af en uafhængig tredjepartsekspert, hvis resultater stilles til rådighed for forbrugerne.^[1]