Vi bliver spurgt om due diligence for batterier

Kapitel VII i batteriforordningen (forordning (EU) 2023/1542) pålægger erhvervsdrivende, der bringer batterier i omsætning eller tager dem i brug, due diligence-forpligtelser for batterier (artikel 1, stk. 2). Anvendelsesområdet er begrænset efter størrelse: kapitlet gælder ikke for erhvervsdrivende, der havde en nettoomsætning på under 40 mio. EUR i regnskabsåret forud for det seneste regnskabsår, og som ikke indgår i en koncern, der på konsolideret basis overstiger grænsen (artikel 47). Det gælder heller ikke for batterier, der bringes i omsætning igen efter forberedelse med henblik på genbrug, ændret anvendelse eller genfremstilling, og det gælder med forbehold af EU-reglerne om mineraler og metaller fra konfliktramte områder og højrisikoområder.^[1]

Startdatoen er flyttet. Forordning (EU) 2025/1561 erstattede datoen i artikel 48, stk. 1, den 18. august 2025, med den 18. august 2027 og flyttede datoen for Kommissionens retningslinjer i artikel 48, stk. 5, til den 26. juli 2026. Betragtningerne forklarer hvorfor: udpegningen af bemyndigede organer til tredjepartsverifikation tog længere tid end forventet, og due diligence-ordningerne for råstofferne skulle stadig udvikles og anerkendes.^[2]

Fra den 18. august 2027 skal omfattede erhvervsdrivende fastlægge og gennemføre due diligence-politikker for batterier og få dem verificeret af et bemyndiget organ og periodisk auditeret (artikel 48, stk. 1 og 2). Politikken dækker råstofferne i bilag X, punkt 1, nemlig kobolt, naturlig grafit, lithium, nikkel og de kemiske forbindelser baseret på dem, der er nødvendige til aktive materialer, og de sociale og miljømæssige risikokategorier i punkt 2, fra luft, vand, jord og biodiversitet til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, børnearbejde, tvangsarbejde, forskelsbehandling, fagforeningsfrihed og lokalsamfundenes liv. Artikel 49 kræver et forvaltningssystem med ansvar placeret hos den øverste ledelse, et kontrolkæde- eller sporbarhedssystem, leverandørkontrakter og en klagemekanisme; artikel 50 kræver risikoidentifikation, en risikostyringsplan og tredjepartsverifikation af den erhvervsdrivendes egen due diligence-kæde.^[1]

Kapitlet er bygget til at gå videre ned gennem forsyningskæden. Omfattede erhvervsdrivende stiller alle relevante oplysninger, de har fået gennem deres politik, til rådighed for deres direkte købere i det efterfølgende led under behørig hensyntagen til forretningshemmeligheder (artikel 52, stk. 2), offentliggør en årlig rapport om deres politik, herunder et resumé af tredjepartsverifikationerne (artikel 52, stk. 3), og giver efter anmodning myndighederne verifikationsrapporten, godkendelsesafgørelsen og auditrapporterne (artikel 52, stk. 1). De opbevarer dokumentationen i 10 år efter, at det sidste batteri fremstillet efter politikken blev bragt i omsætning (artikel 48, stk. 3).^[1]